På min seneste workshop om videomarkedsføring var mange interesserde i, om man kan klippe på mobilen, og hvad man skal bruge. Jeg vil derfor gerne dele mine erfaringer med videoredigering på mobilen og give forslag til programmer.
Den første og bedste grund er naturligvis, at det er smart at kunne optage, klippe og sende af sted til sociale medier i en proces, der foregår på mobilen alene. Super smart. Eller hvad? Ulemperne vender vi tilbage til.
Der er med garanti flere, men jeg vil gerne nævne tre oplagte, nemlig iMovie, Kinemaster og Adobe Premiere Rush.
iMovie er et program som mange børn og teenagere mestrer, så du kan sikkert få hjælp af din 10-årige datter eller søn, hvis du har svært ved et eller andet. Jeg har undervist 8. klasses elever i videoproduktion med mobilen og da skolen stillede iPads til rådighed var det iMovie, der blev klippet i. Flere af eleverne havde programmet på computeren og valgte at klippe filmene her. Det er klart at de elever der valgte desktopversionen lavede vildere ting end de som filmede og klippede på en iPad. Bemærk at jeg ikke skriver noget direkte om mobilversionen. Jeg siger bare at den eksisterer, og programmet generelt er first choice for folk Mac-brugere, der ikke lever af at lave film, fordi det er brugervenligt, kan en masse uden at drukne folk i komplicerede effekter. Jeg modtager gerne kommentarer fra folk, der har erfaringer med mobilversionen, gode som dårlige.
Kinemaster har jeg selv på mobilen. Den findes i en gratis version og hvis man lige leger lidt med den finder man hurtigt ud af, hvordan man bruger den. Når man eksporterer sine film fra den, foreslår den at man køber programmet. Det koster 193 kr. om året eller 32 kr. per måned, så ingen bondegård! Man kan dog sagtens ”skippe” tilbuddet, men så må man finde sig i at programmet efterlader sit vandmærke i øverste højre hjørne, hvilket jeg synes er helt fair.
Er du ansat et sted, som i forvejen har licens til Adobe Creative Cloud, så vil jeg klart anbefale at downloade Adobe Rush til mobilen – for I har allerede betalt for den! Adobe Rush er en brugervenlig videoredigeringsapp som Kinemaster og iMovie, der henvender sig til begyndere og altså er en smart mobilapp, som tager det bedste fra Adobe Premiere Pro (professionelt klippeprogram) og After Effects (Animationssoftware), som de selv siger. Der ligger nogle gode templates til at lægge grafik ind over filmene, overgange med mere. Adobe Rush findes også i en desktop version, så man skulle let kunne overføre et projekt fra mobilen til computeren, hvis man bliver træt at redigere på en lille skærm.
Her er vi tilbage ved spørgsmålet om hvor vidt man skal klippe på mobilen. Under Coronanedlukningen i foråret 2020 ville jeg optage en videoopskrift på boller på spansk til min veninde, som sad alene (med udgangsforbud) i sin lejlighed i Valencia. Videoen blev optaget i to bidder af ca. 8 minutter. Resultatet kan ses YouTube og er lidt grinagtigt, men min veninde blev glad.
Jeg redigerede det i Kinemaster på mobilen og det gik ok, men da jeg skulle eksportere filmen kom min mobil på overarbejde. Den arbejdede og arbejdede og gik i stå, og jeg var irriteret over ikke at kunne bruge den imens. (Jeg har en Samsung A50, som ellers er super hurtig). Det var muligvis fordi jeg brugte mobilen imens, at processen gik i stå. Jeg endte med at lave videoen i 2. dele. Så en af de klare ulemper er, at du ikke altid kan bruge mobilen, mens du er ved at eksportere, hvorfor du skal overveje, hvor store projekter du vil redigere på mobilen.
Jeg elsker spørgsmål og kommentarer. Skriv endelig din kommentar nedenfor eller ring 27213594.
Mange virksomheder er interesserede i at lære mere om videoproduktion med mobilen. Jeg skræddersyr gerne en workshop, hvor I kommer videre i processen.