Afspil video

Humanist, producer og instruktør

Jeg producerer video for private og offentlige virksomheder. Jeg har en humanistisk kandidatuddannelse og begyndte at producere dokumentar og kortfilm i studieårene. 

2012-2016 var jeg ansat i  QuantumWise A/S, hvor jeg producerede video turorials. Derfra har jeg en stor viden inden for brug af video til online marketing og på sociale medier. Scroll ned for at læse mere om dette. 

Cool facts om mig

  • Cand. Mag i Moderne Kultur og Kulturformidling/Københavns Universitet (2008)
  • Bosat i Valencia 2004-2005. Læste kunst og filmhistorie. Taler flydende spansk.
  • Co-producer og instruktør på store dele af dokumentarfilmen Salaam Alyekum Copenhagen (2007) 
  • Producer for novellefilmen “Du ved godt at du drømmer” (Instruktør: Nanna Kari Jensen; Filmværkstedet/DFI; 2011) 
  • Marketing Specialist hos QuantumWise A/S (2012-2016)
  • Videreuddannelse i marketing hos CPH Business (Afsætningsstrategi og Markedsanalyse) og CPH Business/Bigum&Co (Online marketing)
  • Fra 2016 freelance inden for videoproduktion og markedsføring.

Specialist i vækst med video

Videomarkedsføring siden 2012

I mit job som Marketing Specialist hos QuantumWise A/S blev jeg oprindelig hyret til at producere video tutorials om virksomhedens software. Mine videoer var dels en hjælp til kunderne, som var utroligt glade for dem, dels en måde at præsentere produktet på – for potentielle kunder. Det er det man i dag kalder “content marketing”, bare før det blev et buzzword herhjemme. Her et link til YouTube-kanalen.

Born global content marketing

QuantumWise var en “born global” virksomhed med kunder i USA, Kina, Japan, Indien og flere andre lande. Derfor sørgede jeg for, at videoerne, som blev indspillet på engelsk (med min egen stemme) også blev tekstet på japansk, kinesisk og tyrkisk i samarbejde med eksterne konsulenter.  Jeg præsenterede også mig selv i videoerne, for at gøre dem mere personlige, og det var lidt skægt, da vores mand i Japan var på besøg i Danmark og sagde: “You are very popular in Japan” :o)

Fra hjemmesiden til YouTube

YouTube-kanalen voksede stille og roligt både i antal visninger og antallet af følgere. Den mest sete video og indgangen til YouTube-kanalen var dog den video, som lå på hjemmesidens “home”-side. Lige indtil jeg begyndte at annoncere med videoerne ved hjælp af Google Ads videokampagner. Det var tilbage i 2014. 

...Og fra YouTube til salg med videokampagner

Videokampagnerne blev en kæmpe succes. Mange flere potentielle kunder fik øjenene op for QuantumWise produkt, kanalen fik mange flere visninger og dermed styrket position på YouTube (video SEO) og kunder henvente sig direkte og skrev. Jeg har set videoen om jeres produkt. Det vil jeg gerne købe! I dag (6/3 2019) har kanalen 1.787 følgere og videoer med op til 86 tusind visninger. Og her taler vi om videoer, der omhandler software til kvantemekaniske beregninger!     

Kinesisk YouTube

Da min chef, Kurt Stokbro, kom hjem fra en workshop-tur til Kina, gjorde han mig opmærksom på, at man ikke kan se YouTube i Kina. Jeg spurgte derfor vores sagskonsulent i Singapore til råds. Han fortalte, at kineserne har deres egne videoportaler og en af de mest populære hedder YouKu. Ved hjælp af Googles website translation fik jeg oprettet en YouKu-kanal. Du kan se den her

QuantumWise succeshistorie

Det er gået særdeles godt for QuatumWise, som blev premieret af Børsen med gazeller i 2015, 2016 og 2017. De er nu en del af Synopsys Inc, en af verdens 15 største softwarevirksomheder, som købte virksomheden i 2017. Videoerne er en del af denne succeshistorie, der ikke mindst handler om at blive kundeorienteret, at tænke stort, at gå internationalt fra start, at tro på online marketing, hyre dygtige medarbejdere osv.