Lav dine undertekster til YouTube og Facebook selv

Jeg skal nok lære dig, hvordan du laver dine undertekster selv på YouTube lige om lidt, men jeg vil gerne fortælle en lille historie om den forskel undertekster kan gøre for din video. Hvis du allerede er motiveret, så bare hop direkte til videoen nedenfor som er et kursus på 6 og et halvt minut.

Sådan går det let uden undertekster på din video

Du har sikkert prøvet det. Du sidder i et tog eller andet sted, hvor du underholder dig selv med mobilen, f.eks. på Facebook eller YouTube. Du ser at en ven har delt en video og du er nysgerrig, men du har ikke dit headset på dig. Du kigger dig omkring og vurderer, at det ville være for pinligt at afspille lyden i dette lokale. Så du scroller videre ned, og får den ikke set, selvom du tænker, den skal jeg lige se senere.

Lad os nu sige, at denne person ikke er dig. Vi kalder denne Facebook-bruger for Sofie. Forestil dig nu, at det var din video Sofie lige udsatte på ubestemt tid. Den video, som du brugte en halv dag på, selvom den kun varer 2 minutter. For inden du indspillede videoen brugte du tid på at sætte håret, du tog den om 10 gange, fordi du sagde noget vrøvl, skulle finde en passende baggrund, det rigtige lys… men nu er din video klar! Du deler den og nogle venner, der ser din video, skriver begejstrede kommentarer og tilmed deler videoen med deres netværk. Sofie er en af dine venners venner. Hun sidder på Molslinjen i BlueClass loungen og ville gerne se din video, men hun synes den bliver for kedelig uden lyd, og scroller videre. 

Og hvordan det kan gå med undertekster på din video

Vi spoler lige lidt tilbage. Sofie er glad, hun har lige hentet en cafe latte fra Baresso på Molslinjen, hun kigger lidt ud på havet, men finder hurtigt sin mobil frem. Hun ser, at en kollega og ven, Kim, har liket en video på Facebook og skrevet “Gid jeg havde vidst dette sidste år!” Sofie bliver nysgerrig efter at se videoen, som nu vises i preview, og hun ser, at der er tekster og læser dem. De fanger hendes interesse, hun arbejder med det samme som Kim. Hun vælger derfor at se videoen uden lyd, hun hører derfor ikke din stemme, men hun ser dit ansigt og du får budskabet igennem til hende. Hun tjekker din hjemmeside og skriver sig op til dit nyhedsbrev. Nu har du en langt mere sikker kanal til Sofie, som du kan bruge til at fortælle mere om det du kan hjælpe hende med.

Hyr din teenager!

Jeg indrømmer, at jeg ikke har tektstet alle mine videoer. Lyden er stadig vigtig, og selvom man ikke behøver at være mere IT-haj, end at man har sin egen YouTube-kanal, så tager det selvfølgelig noget tid at transkribere de talte ord, så man har en undertekst. På den anden side, hvis det betyder, at ens video bliver set langt mere, af flere og tilmed skaffer kunder i butikken, så er det godt givet ud.

Hvis du er selvstændig og ikke har meget tid, kan du sætte din teenager til at lave teksterne for dig for en rimelig pris, det kan være en win-win, men husk at rette stavefejl. Hør mere om, hvordan du gør det lettest i videoen. Hvis teenageren får 100-200 kr til at gå i biffen for, og du får flere kunder i biksen, så har du virkelig styrket en familierelation! 

God fornøjelse!

Undertekster - sådan laver du dem selv

Afspil video

Sådan uploader du din undertekstfil til Facebook