I november 2019 blev jeg kontaktet af Fredensborg Kommune, som ønskede et tilbud på en videoproduktion. Heldigvis havde jeg tid til at skrive det med det samme. Jeg var ikke den eneste de havde spurgt, så nu var jeg med i et offentligt udbud. Sikke en mulighed!
Opgaven lød på “video, der formidler, hvordan “Skolen i Virkeligheden” laver energi- og klimaforløb på skolerne i Fredensborg”. Der skulle laves reportagebilleder fra 2 skoler, interviews med børn og lærere (på begge skoler), manuskript til voiceover og speak. Derudover billeder fra kommunen til intro og outro, som passede til emnet klima og energi. Jeg præsenterede en plan og et tilbud og et par uger senere fik jeg den glædelige meddelelse, at mit tilbud var valgt “ud fra en samlet vurdering af pris og kvalitet”.
Nu skulle filmen produceres, og det kunne kun gå for langsomt. De ville helst have den før jul, men vi var midt i november og skulle have to undervisningsforløb stablet på benene, før der kunne blive tale om optagelser. Så er det jo heldigt, at man er forældre til en elev på Nivå Skole. Den første reportage blev derfor i min datters klasse og folkene i kommunen var glade for, at jeg kunne hjælpe med at få det i gang. Når man går i 2. klasse er “forsile brændstoffer” og “global opvarmning” svære begreber, men eleverne lærte, at vindmøller kan skabe energi, alene med vind. Og så byggede de deres egen lille vindmølle, som de fik til at snurre ved selv at snurre rundt. Der var vindstille og solskin den 10. december, til gengæld står børn aldrig stille.
Den 17. december optog jeg på Endrup Skole i Fredensborg, hvor en 8. klasse anført af en ingeniør fra Energicentret blev oplært, I at forbinde solceller svarende til et AA-batteri. Solcellerne skulle testes, men da december viste sig fra sin mest grå side, blev det med håndværkerlamper. De sultne teenagere blev tilbageholdt fra deres frokost indtil de havde forbundet solceller nok til at få en radio til at spille. En gruppe snød og satte radioen i stikkontakten og var hurtigt ude af døren. Den sidste gruppe derimod fik efter en del justeringer først radioen til at skratte, dernæst at spille julepop. Begejstringen var stor, der blev jublet og danset. Se det selv på filmen.
Så manglede jeg “bare” at sætte den hele samme til en film! Alle der arbejder med film ved, at selve optagelserne er toppen af isbjerget tidsmæssigt. Det største stykke arbejde ligger i postproduktionen.
Da jeg mødte op på rådhuset for at få feedback om rettelser, blev jeg som det første spurgt, om jeg kunne lave en ultrakort version, der havde kommunens klimamål med. Det kunne jeg selvfølgelig. Derfor endte vi på to film + undertekster til begge film.